Minigolf

Minigolf i Dianalund – en hyggelig runde for alle

Tag familien med, udfordr vennerne, eller kig forbi til en afslappet omgang minigolf. Ved Elmegårdshallen finder du 12 baner med forskellige udfordringer, hvor både børn og voksne kan være med.

Her er plads til både gode slag, skæve bolde og en venlig dyst om, hvem der bruger færrest slag.

Her finder du banerne

Minigolfbanerne ligger på Elmevej 6B, 4293 Dianalund, ved Elmegårdshallen. Området er tilgængeligt hele døgnet, og du behøver hverken at reservere tid eller være medlem.

Der er adgang til området og mulighed for at komme rundt mellem banerne med kørestol.

Medbring udstyr – eller lej på stedet

Har du egne køller og bolde, er det gratis at bruge banerne. Ellers kan du leje udstyr for 50 kr. i skuret ved anlægget.

Betal med betalingskort eller en mobiltelefon med tilknyttet betalingskort. Efter spillet lægger du køller og bolde tilbage i skuret.

Videoen viser, hvordan udlejningen fungerer, og hvor udstyret skal afleveres:

Der står også en kost i skuret, hvis en bane trænger til at blive fejet. Stil den tilbage, og husk at lukke døren.

Hold styr på scoren på mobilen

Hvem fører efter de første baner, og hvem tager sejren til sidst? Brug vores online scorekort til at holde styr på dysten.

Tilføj op til 16 spillere, og indtast jeres slag efter hver bane. Scorekortet tæller automatisk sammen, så I kan følge stillingen og dele resultatet bagefter.

Nyt liv til minigolfbanerne

En lokal indsats har givet anlægget nyt liv med nye belægninger og udstyr. Frivillige og sponsorer har bidraget til renoveringen, og Dianalund Idrætsforening står for driften.